Højdeskræk

Astrid slog ham så det dunkede. Som om hun var sur på ham. Han kunne ikke få det til at passe sammen. Lussingen og højdeskrækken der fik adrenalinen til at gøre ham svag i benene. Han kunne kun se på hende med et forundret fjoget smil. 

"Hvad fanden laver du?" 

"Jeg kiggede bare." Han grinede. 

"Du havde foden udover kanten." 

Han havde kigget ned på vejen og tænkt på om han ville kunne nå at ramme bunden inden der kom en forbi nede på gaden. Det var jo meget rart at falde - altså på bunden. Han elskede at falde. Han havde prøvet det i en faldskærm. Han havde prøvet det fra en gynge og fra et højt træ. Eller fra en vippe i svømmehalden. Han elskede at falde. 

Men det ville han ikke have at hun vidste. Han kunne godt lide at se hende sådan der med et stramt drag om munden og vrede øjne. 

"Jeg kiggede bare," gentog han ynkeligt. 

Han havde ikke kunnet mærke at hun havde fat i hans arm før hun slap den. Han mærkede at han savnede at hun rørte ved hans arm. Selvom han ikke havde kunnet mærke det. 

"Slap af," mumlede han og lukkede øjnene, fordi de var tunge. Han var chokeret over sig selv. 

"Slap af, siger du? Du er sådan en fed kraftidiot. Du står og kigger ned på nogle tissemyrermennesker nede på gaden, med foden over kanten og siger at jeg skal slappe af? Skulle jeg så også bare slappe af hvis jeg så ikke nåede at få fat i dig? Hva'? Nu kommer du med mig, og du holder dig kraftedeme væk fra det her tag, okay?" 

Han fulgte med, fordi han ikke havde noget valg og fordi hun ikke var ligeglad.