Astrid og Romeo

Han havde sagt det i folkeskolen. Dengang han var lidt ucharmerende og havde svedige håndflader. De havde været gode venner, og de snakkede sammen i bussen. På det tidspunkt havde Astrid allerede en kæreste, og de var sammen længe. Hun ville egentlig ikke rigtig have noget med ham at gøre udenfor busturene. Og der ville hun heller ikke sidde ved siden af ham. Hun ville ikke være ond. Hun sagde aldrig nej til at sidde ved siden af ham. Og hun ville gerne være sød. Men seks år var gået, og intet havde ændret sig. Hun ønskede for ham, at han kom videre. Hun forstod ikke at det bare ikke ville forsvinde. Når hun så ham kigge efter hende, havde hun lyst til at skjule sig. Hun havde lyst til at se grim ud og være dum.
Den forsvandt ikke. End ikke da han tog på gymnasiet. Han vidste helt tiden, at hun havde sagt nej, men det forsvandt aldrig.
Og så forsvandt han pludselig i et år og vendte tilbage igen. Han tog 3.g der hvor han burde have taget videre. Det fortalte de andre. Og han var helt forandret. Det var ikke mange der vidste, hvad han havde lavet. Astrid og Romeo havde jo været den slags venner der sad i bus sammen og snakkede længe. Men hun hørte aldrig om hvad han havde lavet mellem 2.g og 3.g. Men han var ikke den samme. Han havde fået fuldskæg. Han havde fået muskler. Han havde ikke de samme svedige håndflader, og han var mere som en mand. Astrid gik i 2.g der. Hun tænkte at han nok havde set, at der var andre fisk i havet. Det gjorde hende glad, selvom han ikke var den Romeo hun havde kendt engang.